![Start [da]](/globalassets/logos_icons/devold-primary-logo-rgb-grey.svg?width=140&height=56){kind=icon}
DEVOLD – ET KVALITETSMÆRKE
Devold bragte topmoderne mekanisk strikkeudstyr med sig hjem og håbede at sælge sine produkter – strikket undertøj af uld, vanter til fiskerne og den traditionelle norske "rødlua" (rød hue) – et stykke festtøj, der bruges om søndagen. Men det var lettere sagt end gjort at vinde terræn blandt de lokale købmænd. Derfor rejste Devold til Bergen, hvor han solgte sine varer gennem den veletablerede grossist Sundt, der derefter solgte uldprodukterne til de lokale købmænd i Ålesund.
Derefter tog det ikke lang tid, før Devold var kendt som et kvalitetsmærke. Efter 15 år var Ole Andreas Devolds salg i fuld gang, og efter yderligere et par årtier ejede den tyskuddannede vestlænding en af de største tekstilfabrikker i Norge.
EN RØD TRÅD
Ole Andreas Devold forstod tidligt, at en kombination af kvalitet og nytænkning var vigtigt for enhver fremgangsrig virksomhed. Derfor har netop innovation været den røde tråd i uldvirksomheden Devolds fremgangsrige shistorie. I 1882 byggede strikkepioneren Norges første kraftværk til elektrisk strøm ved siden af Devold-fabrikken. Noget af det vigtigste for uldproduktionen var adgang til vand. Ikke bare for at skaffe elektricitet, men også til vask og farvning af ulden. Devold lavede sin egen dæmning med et vandhjul og etablerede dermed formentlig den første mekanisk drevne strikkevirksomhed i Norge. Efter at vandhjulet var på plads, tog det kun et år, før man havde nået den næste historiske milepæl. Bare fire år efter, at Thomas Edison opfandt den moderne glødelampe, installerede Devold elektrisk belysning i væveriet. De 125 glødelamper var den første elektriske belysning på Sunnmøre og kunne ses fra de omkringliggende fjelde.
Men Devold nøjedes ikke med dette. Han blev også en af de allerførste i Norge, der begyndte at bruge telefonen. Det gjorde man, da virksomheden flyttede produktionen fra Ålesund til Langevåt, og Ole Andreas ikke kunde finde en telefonstation i området. I 1892 blev der dermed trukket en 30-40 km lang telefonledning rundt om hele Borgunfjorden, fra fabrikken i Langevåg til kontoret i Ålesund. Dermed slap de ansatte for mange bådture over fjorden, og effektiviteten på fabrikken blev betydeligt forøget.
SAMFUNDET
Den vellykkede etablering af Devold-fabrikken i Langevåg bidrog til, at folk, der sandsynligvis ville have emigreret til Amerika i den sidste halvdel af 1800-tallet, valgte at blive. Ole Andreas Devold skabte ikke bare arbejdspladser, han var også haugianer og tog et stort socialt ansvar. Devold etablerede både sygehus, kirke, børnehave og dagligvarehandel samt byggede 20 ordentlige huse til de ansatte. Fra et indbyggertal, der kunne tælles på en hånd, voksede der nu et lille samfund frem for enden af Sulafjellet i Langevåg. Bønderne andre steder på Sunnmøre blev også engagerede. Det var med stor glæde, at de leverede deres uld til Devolds butik på Kongens gate i Ålesund. Det var mere indbringende end at behandle ulden selv, og bønderne byttede hellere ulden til færdigt tøj end klingende mønt.
KLASSISKE KVALITETSPRODUKTER
I 1900-tallet var det livligt i Langevåg. Fabrikken blev udbygget, og Devold foretog mange store investeringer. Både sejlede til og fra med lasten fuld af uld. Allerede tidligt i 1900-tallet var eksporten en vigtig indkomstkilde for Devold. Et dampskib indkøbt i Hardanger med navnet Torolf sejlede langs hele kysten "fra den svenske til den russiske grænse" for at dække efterspørgslen på Devold-tøj. Den oprindelige Blaatrøia (den blå trøje) var ekstremt populær i udlandet og blev blandt andet sendt til Færøerne, Island og Sydafrika. Rødlua (rød hue), et stykke festtøj, der blev brugt om søndagen, var også et vigtigt produkt ligesom den grove arbejdstrøje Islenderen (islænderen).